Alexander og knuden – hvorfor superhelte er populære

1.

I byen Gordion havde de ikke meget at byde på. Ingen store templer eller fantastiske teatre, der kunne tiltrække turister og handelsfolk. Hverken et orakel eller rig landbrugsjord. Så derfor gjorde de, hvad alle, der ikke rigtig har noget at byde på altid har gjort: de satsede på turisme.

Midt i byen tog de en masse reb og bandt en djævelsk kompliceret knude, der surede en vognstang sammen med en vogn. Derpå begyndte de at sprede rygtet, at den der kunne løse knuden ville blive konge af Asien.

Mange mænd rejste til Gordion for at prøve at løse knuden, men ingen kunne gøre det. Knuden var for kompleks. Når man havde løst én ting, gjorde man bare en anden del af knuden værre. I vrede, frustration og skuffelse gav folk op. ”Den dumme knude!” råbte de ”Ingen kan løse den! Vi må bare leve med den!” Og det gjorde Gordions indbyggere gladeligt, for ud over at knuden tiltrak mange turister til byen, så var det også meget morsomt at se folk prøve og fejle igen og igen med at løse det meget komplekse problem.

Så en dag kom Alexander den Store forbi. Han var en hærfører fra Makedonien, der var godt i gang med sit projekt om at erobre hele verden, og han syntes, at det at blive konge af Asien lød som et skridt i den rigtige retning.

Alexander stirrede længe på knuden. Folkemængden samledes omkring ham og glædede sig til at se endnu en hærfører fejle. Men så trak Alexander sit sværd, der var nærmest overmenneskeligt skarpt, og huggede resolut knuden over.

”Sådan der,” sagde Alexander. ”Ikke mere pjat med den knude.”

Og så indtog han Asien.

2.

Iron Man sidder på sin sofa. Han har lige fået at vide, at selv om han har beordret sine våbenfabrikker til ikke at lave våben, så bliver de stadig lavet og hvad værre er – de bliver både solgt til terrorister og til den amerikanske hær. I fjernsynet kører billeder fra Gulmira, en lille landsby i Asien, hvor de samme terrorister, der tidligere har holdt Iron Man fanget, nu er godt i gang med at udrydde befolkningen.

Iron Man fifler med sin repulsorkanon-handske. Hans ansigtsudtryk er intenst. Pludselig springer han op og skyder vredt nogle af sine møbler. Han kan ikke se, hvordan han skal kunne gøre noget godt, når selv hans direkte ordre ikke kan sikre det i den komplekse, moderne verden.

Så træffer han en beslutning. Han tager sin rustning på og flyver af sted. På et splitsekund er han i Gulmira, hvor han ødelægger alle de våben, hans virksomhed har solgt til terroristerne, banker dem og overgiver deres leder til lokalbefolkningen til at gøre med som de lyster. Efter dåden er veludrettet flyver han hjemad igen.

En af terroristerne nævner, at med et dusin Iron Man-rustninger, kunne man herske over Asien.

3.

I serien The Good Place eksisterer der en objektiv moral. Når man gør det ene eller det andet på jorden, tjener man eller taber man points i et overordnet system, der bestemmer, om man kommer i Himlen eller i Helvede.

Men problemet er, at det er blevet næsten umuligt at komme i Himlen efterhånden. Hvis bare man køber en tomat, får man en lang række minuspoint, på grund af et moralsk kædeansvar. Arbejdsforhold, eventuelt brug af sprøjtegifte, klimabelastning under produktion og transport – alt sammen gør det umuligt at være til uden hele tiden at gøre noget skidt.

Fordi verden er blevet så sammensat og kompleks, kan vi ikke i praksis længere være gode mennesker. Systemet er blevet asiatisk i sin vælde og derfor uigennemtrængeligt.

4.

Superhelte har været populære i mange forskellige tidsperioder.

I 30’erne og 40’erne var de fantasier om, hvordan man skabte social retfærdighed og besejrede frihedens fjender.

I 60’erne og 70’erne var de samfundskritisk potente popfortællinger.

I 80’erne kastede de sig over dekonstruktionen af sig selv og leverede smækkende samfundssatire så beskt renfærdigt, at selv forfatterne til dem af og til misforstod deres eget budskab.

I 90’erne så de bare ultra-seje ud på den utroligt nedern måde, der var meget populær i 90’erne.

Men superhelte har ikke siden netop 30’erne og 40’erne været så populære som nu. Den popularitet kommer, når verden er livsfarlig og kompleks.

Livsfarlig var den i 30’erne og 40’erne, hvor depressionen, verdenskrigen og atombomben stillede alvorlige spørgsmålstegn ved, om menneskeheden ville overleve. Livsfarlig er den nu, hvor især klimakrisen og i mindre grad truslerne mod den internationale stabiliserende verdensorden og den ulmende finanskrise redux vil efterlade min og de kommende generationer.

Kompleks var den i 30’erne og 40’erne, hvor det ikke var nemt at gætte, præcis hvordan man skulle redde et finansielt kollapset system og hvordan man kunne vinde en krig på så mange fronter samtidig. Kompleks er den nu, hvor globalisering, professionaliseringen af politisk kommunikation og det konstante pres fra sociale medier gør mange handlingslammede i forhold til, hvad de skal stille op for at gøre noget ved verdens problemer.

Men her kommer superheltene ind. Der er en fantastisk tegneserie fra 1940 ved navn ”How Superman would end the war.” Her flyver Superman rundt og smadrer krigsmateriel, hvorefter han hiver fat i Stalin og Hitler (stadig allierede på dette tidspunkt) og får dem slæbt for Folkeforbundet, der dømmer dem for unødig aggression. Ideen om bare at kunne brage igennem en kompleks verden og løse alle problemerne ved at ville det appellerer tydeligvis i tider som disse.

5.

Alexander var en frelser for græsk kultur. Martret af borgerkrige og skræmt fra vid og sans af det truende Perserimperium fra øst, stod de græske bystater over for en række eksistentielle trusler, da hærføreren pludselig dukkede op og besluttede sig for at udbrede græsk kultur – og så gjorde han det bare, vupti!

Den figur ser vi igen i Superman i 1940 og i Iron Man i 2008. Vi skræmmes dybt og inderligt af trusler fra omverdenen og vores egen magtesløshed, men superheltene kan skære igennem enhver gordisk knude. Selv når katastrofen indtræffer giver de ikke op, men kæmper videre. De giver os den livgivende, håbefulde fantasi om, at intet er så komplekst, at tilstrækkeligt renfærdige og fast besluttede mennesker kan løse problemerne.

Lad os håbe, at vi kan tage den del af deres eksempel til os.