Om pindsvin, galninge og spilfilmatiseringer

Folk går amok over traileren til den nye Sonic-film, primært fordi de synes at det hurtigtløbende blå pindsvin ser fjollet ud.

Mens vi spørger os selv, hvordan et hurtigtløbende blåt pindsvin ved siden af James Marsden kunne komme til ikke at se fjollet ud, kommer jeg til at tænke på de andre eksempler på film baseret på spil, der bevæger sig meget langt væk fra kildematerialet, men alligevel fanger ånden godt.

Spil er meget anderledes end film og det vil meget sjældent give nogen mening overhovedet at forsøge at oversætte plottet fra et spil til plottet i en film. Man skal i stedet forsøge sig med at ramme noget af, hvordan det føles, når man sidder og spiller spillet og hvorfor man bliver ved med at spille det.

Mit yndlingseksempel er den vidunderlige katastrofe af en film Street Fighter the Movie fra 1994. En langt, langt fra udtømmende liste af, hvor den afviger fra den historie, der trods alt er i spillets univers:

1. I spillet er hovedpersonen den japanske ninjamester Ryu, i filmen er det den amerikanske elitesoldat Guile.

2. Eller er Guile amerikansk i filmen? Han arbejder for FN og bliver spillet af Jean-Claude van Damme med tyk belgisk accent.

3. I filmen arrangerer skurken M. Bison en kampturnering. I filmen vil han afpresse den britiske dronning til at sætte en meget favorabel vekselkurs til han Bison Dollars – den møntfod, han har indført i sit eget nye land, Bisonopolis.

4. I spillet mister Guile sin gode ven på en mission. I filmen bliver hans gode ven lavet om til monsteret Blanka – en helt tredje karakter i spillet.

5. I spillet er Blanka vokset op blandt elektriske ål i Amazonas regnskov – i filmen bliver han indkodet med ondskab, men videnskabmanden Dhalsim (der er yoga-mester i spillet) redder ham i sidste øjeblik, så han kun bliver 49% ond, men 51% god.

Som man kan se bliver listen gradvist mere gakket – men både hvad angår spil og hvad angår film. Selv om mange detaljer er ændret totalt, så rammer filmen alligevel den samme kåde gakkethed, som apellerede til teenage-Mikkel, da jeg sad og spillede det igen og igen på drengeværelset sammen med min ven Gnarf (der altid, altid vandt).

Filmens tone rammer altså spillets - uagtet at det ikke er en særlig god film, men et genialt spil.

Det hjælpes i øvrigt godt på vej af de ret gode kostumevalg, der også er præcis lige så sindssyge som i spillet, og kommer hele vejen over toppen med Raúl Juliás mesterlige overspil som den megalomaniske M. Bison.

Sonic-fans behøver ikke at være fuldstændigt ødelagte af, at det ikke ser ud præcis som de forestillede sig - selv om filmen selvfølgelig nemt kan vise sig at være noget utroligt bras og heller ikke fange noget af spillet. Men måske kan den gøre det, selv hvis den ikke vil modellere det 1:1.

Grundlæggende set skal Sonic-filmen bare fange tre ting:

1. Fornemmelsen af fart

2. Sonics selvsikre attitude

3. Den specielle bro-fokuserede coolness, der var i 90’erne

Traileren overbeviser ikke om, at det lykkes, men med castingen af Jim Carrey til at spille Jim Carrey fra 90’erne der spiller Dr. Robotnik og med valget af musik (kritikere lader til ikke at kunne forstå, hvorfor en film om det mest 90’er-agtige fænomen ever bruger musik fra 90’erne?) er der takter, der peger i den rigtige retning. Uanset om Sonic har tænder eller ej.

Hvem ved, måske får også denne fandom fornøjelsen af et øjeblik så vidunderligt som M. Bisons udødelige replik: ”You came here prepared to fight a madman, but instead you found a god!”