Karantæne i Sækkedyb

Billedkilde: https://pixabay.com/photos/hobbit-cave-hobbit-house-live-1584058/

Dette er manuskriptet til den gæstepodcast, jeg deltog i ovre på Superkultur. Jeg poster det her nogle uger senere, hvis folk gerne vil læse den eller dele den på den måde. Manuskriptet er ikke helt det samme, som jeg siger i det færdige, fordi sådan går det jo. Lyt til det færdige produkt her!

Teksten er skrevet færdig 10/4.

I

Der er ingen, der har spillet nok computerspil!

De siger, at hvis vi opfører os ordentligt og holder afstand, så kan vi åbne op igen snart. De siger, at Danskerne generelt er rigtig gode til at opføre sig ordentligt og holde afstand. De har åbenlyst ikke været i Føtex på Mariagervej.

Alle parkerer stadig i én stor klump på den femtedel af parkeringspladsen, der er tættest på indgangen. Jeg går rundt inde i butikken og forsøger at holde afstand. Det står der, man skal, over det hele på gulvet, på skilte, i de trætte ansigter på medarbejderne og i de plexiglas-opdelinger, der betryggende, men sikkert ineffektivt, er opsat ved hver eneste kasse.

Ingen kan finde ud af det.

De midaldrende er klart de værste, selvfølgelig, som de altid er i en dagligvaresituation. Som de altid er i en samfundssituation. Folk over 40 tåger rundt lige så forvirret som jeg plejede at gøre, småbørnsforældrende på tredjedagen uden søvn. Se tomat – tag tomat. Se mælk– tag mælk. Gå lige ind foran hvem som helst, når som helst det passer med det umiddelbare behov. Det er dem, der er mest sårbare over for virussen, men de har aldrig været sårbare over for noget i hele deres liv. Hele deres tilværelse har lært dem, at hvis bare de ueftertænksomt rækker ud efter noget, så får de det ikke bare – de får også ros og en lønforhøjelse. Når de ikke går så tæt som muligt på os andre i Føtex skriver de sådan noget på Twitter som ”for første gang i mit liv, har jeg måtte melde mig arbejdsløs” og tror, at det er deres egen fortjeneste, de altid har haft et job. De er løstgående missiler, der gør enhver rute usikker.

De eneste, der er værre er mænd over 70. De har haft det på samme måde som de fleste over 40 hele deres liv – blevet belønnet rigt for manglende eftertænksomhed og mere kant – og nu er de blevet så gamle, at de har…ikke et dødsønske, men samme ligegyldighed over for døden, som de har lært er godt at have over for livet. Ved hjørnet af hver dybfryser står de klar til at springe helt op i ansigtet på én.

Og så er der alle de andre. Børnefamilien, der har taget alle med ud at købe ind – sikke en fælles oplevelse her i karantænen! – og bare står og sludrer midt i et t-kryds og spærrer hovedåren. De tyveårige med deres små, tynde tørklæder om munden, der tænker, at så er alle beskyttet, så de må gå som de vil. Pensionerede kvinder, der har udøvet soft power hele livet og nu forsigtigt kanter en indkøbsvogn rundt, selv om de køber omtrent nok til at fylde en tiendedel kurv. De virker så forsigtige, lige indtil de rører ved hver eneste avocado.

Ingen af dem orker – eller magter? – at lægge en plan og bevæge sig efter den.

Og så er der mig. Mig, der har spillet så meget Pac-Man og Doom og Mario og Mass Effect at enhver bevægelse er et problem, der skal løses. Jeg lægger planer og strategier. Jeg venter på bevægelserne, der jo må være forudsigelige, sådan så jeg kan komme i den rigtige retning på det helt rigtige tidspunkt. Men de andre er uforudsigelige. De følger ingen plan. De gør ikke de ting, jeg forventer. De har ikke spillet nok computerspil! Jeg siger jer, hvis alle andre var som mig, så gik det nok til sidst – men ingen andre er som mig, og det er meget trist!

Men altså, hvis alle gik målrettet og hurtigt efter noget; hvis alle kantede sig rundt forsigtigt med en indkøbsvogn; hvis alle havde deres egne masker på; hvis alle stod stille i 10 minutter og snakkede; hvis alle var ligeglade med at dø… Hvis alle var ens, var der ingen problemer. Det er alle bare ikke.

Jeg er selvfølgelig en yderst kompetent og struktureret person – yeah, right, siger alle de bleer, jeg har glemt at tage med i pusletasker – men det er faktisk ligegyldigt. Pandemien afslører, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg gør. Det er alle de andre, de abstrakte andre, Danskerne der bliver rost eller skældt ud af rigspolitiet fordi de går den forkerte vej rundt om en sø, der betyder noget. De mennesker, hvis skæbner og liv ikke har forberedt dem på pludselig at skulle være de andre.

Vi er alle sammen jeg. Og vi er alle sammen sure over, at de andre ikke er jeg på samme måde, som jeg er. Og så vil de ikke engang være de der andre, som generelt opfører sig bedre.

II

Min svigerfar har været indlagt med Corona. Han var med til en børnefødselsdag for vores ældste – dengang måtte man være 100 sammen, men vi var 12 – et par dage inden, så vi skal selvisolere. Det finder vi ud af ved at ringe til Corona-hotlinen.

En af vores venner køber ind for os og stiller posen udenfor. Vi etablerer en oprydningsrutine. Der skal ryddes op nedenunder og ovenpå og vi skal prøve at holde det, når nu vi ikke ved, hvor længe, vi skal bare være os. Det går alt sammen godt i et par dage.

Så bliver den yngste syg. Høj feber, ubehag, ondt i halsen, vil ikke spise tilnærmelsesvist så meget som hun plejer. Hun er halvandet. Vi taler med Corona-hotlinen igen og holder øje. Dagen efter er det værre. Videokonsultation med vores læge. Det er såmænd nok Corona, men det er før man kan blive testet og de vil ikke indlægge, så længe hun drikker vand og vi kan snakke med hende.

Vi kan ikke være så nervøse, som vi er, fordi den ældste ikke skal blive nervøs. Han er ked af det nok i forvejen med sin morfar. Morfar er indlagt i isolation. De har rumdragter på, når de går ind til ham. Mormor er også i karantæne, men bare hjemme ved sig selv. Den ældste bryder sammen en aften. Hulker ind i min skulder, men kan ikke sige hvorfor.

Han er bange for, at hans morfar dør. Han var så glad til sin fødselsdag.

Den yngstes feber går langsomt nedad hen over de næste par dage. Morfar kommer ud af isolation. Han er i bedring. Han kommer hjem. Den yngste bliver rask. Vi ringer til Corona-hotline igen. Vi må gå ud, når ingen har haft nogen symptomer overhovedet i 48 timer. En uge senere kan vi gå ud. Morfar må arbejde igen.

Mens jeg skriver det her, er den ældste sur over, at han ”aldrig har nogen at lege med”.

Vi legede med ham i måske 7 timer i går.

III

Jeg er glad for, jeg ikke er den kritiske presse.

For det første fordi nogen skal råbe op, og jeg hader at råbe op. Jeg er fuldstændig klar over, det er vigtigt og at det er godt, det er nogens arbejde. Det har været mit arbejde i andre sammenhænge, når jeg har været tillidsrepræsentant eller ageret mellemleder eller sådan noget. Men jeg har aldrig været glad for at skulle gøre det. Jeg er meget bedre til at få alle til at grine end til at få alle til at råbe. Så jeg er glad for, at det er andres arbejde at skabe dårlig stemning. Det behøver jeg heller ikke hoppe på Twitter og gøre.

For det andet fordi journalisterne åbenlyst er trænet til at være kritiske i en low-stakes kontekst. Vi har i 20 år udelukkende diskuteret ting, der ikke havde nogen indflydelse på dem, der diskuterede. Indgreb mod indvandrere, indgreb mod fattige, indgreb mod syge – diskuteret af hvide, velhavende, raske personer. Det har selvfølgelig været alvor, men det har ikke føltes som alvor for dem, der snakkede om det.

Nu sidder journalisterne langt fra hinanden. Politikerne står i kø med store mellemrum. Det er deres børn, der ikke må være på efterskole/højskole/backpack-ferie i Peru mere. Det er deres kolleger, hvis freelancevirksomheder går nedenom og hjem. Det er alle dem, der normalt mødes med hinanden over midten i medierne, der nu pludselig ikke har deres på det tørre. For første gang i 20 år rammes den øvre middelklasse og opefter.

Og proportionerne, som hverken politikere eller journalister har haft inde på livet – det der har gjort, at de har kunnet tage alting og dermed intet alvorligt, præsentere hadefuldhed som et synspunkt, lade nazisme komme frem igen og præsentere viden og skamløshed som to lige vigtige indlæg – er umulige at finde for dem igen. Så samme mængde anklager om inkompetence og samfundsundergravende, amatøragtig socialdemokratisme buldrer frem uanset om øvrighedens fodfejl er komplet ligegyldige – må vores børn lege sammen hvad?! Må de?! Må de?!! – eller potentielt skæbnesvangre – har vi testet så lidt, at vi reelt ikke aner om det er rigtigt eller forkert at gøre, som vi gør?

Endelig er der det ved den kritiske presse, der altid er, nemlig at rigtig meget af den skal produceres rigtig hurtigt. Journalisterne har simpelthen ikke tid til at sætte sig ind i de sager, de skal formidle, før formidlingen går i gang. Det er accentueret på pressemøderne, selvfølgelig, men kunne ofte observeres i interviews i specielt morgenflader og TV2 News. Et eksempel: de faglige organisationer aftaler, at vi skal bruge tilbageværende ferie og afspadsering, også selv om vi er offentligt ansatte. Det hedder så poetisk at ”afvikle frihed” og når den formulering kommer samtidig med at vi har en socialdemokratisk regering, så kan jeg da godt forstå, man gerne vil stille sig kritisk. Men det første spørgsmål fra en stakkels journalist er: ”Bliver dine medlemmer ikke vrede over, at de så ikke kan komme på sommerferie?” Hvorefter fagforeningslederen perplekst må forklare journalisten, hvordan ferieår virker.

Der er rig lejlighed for at fremstå som idiot som journalist i disse dage. Mange prominente journalister benytter sig af den lejlighed til overmål og bliver nærmest sølvpapirshattebærende i deres amputerede kritiskhed. Den var allerede latterlig, men nu bliver det pinligt åbenlyst, fordi det rent faktisk pludselig er om en bredt set alvorlig sag, de famler rundt i deres faglighed i fuld offentlighed. Det er jeg også glad for ikke at skulle udsætte mig selv for.

Men Coronaen ændrer ikke på, at når man skræller alt elendigheden væk, alle de selvgode, automatkritiske journalister, der nu virkelig afsløres – så er der stadig dygtige, vigtige journalistiske stemmer herhjemme. Der er langt flere af de første, for deres ”kritisk tænkning som spredehagl”-tilgang sælger naturligvis nemmere, men sådan har det altid været. Jeg er taknemmelig for, at der er journalister, der på trods af de vilkår, jeg har ridset op, på trods af at de mest feterede og bedst lønnede af deres kolleger gør noget helt andet, alligevel bare gør det velinformerende, undersøgende og på den baggrund, med den begrundelse, kritiske arbejde. Vi kan ikke klare os uden de journalister, og så må vi tage de andre med også.

Og så har jeg for øvrigt prøvet at skrive en pressemeddelelse både med og uden en journalist til hjælp og let me tell you: journalister kan faktisk formidle. Når de får tid og viden til det.

IV

”Du skal filme overalt omkring dig i lokalet, specielt under dit skrivebord,” siger jeg ind i mit webcam. Den studerende smiler skævt og løfter sin bærbare computer op for at filme rundt i hele sin etværelses-lejlighed for at bevise, at der ikke gemmer sig nogen neden under skrivebordet, der vil hviske hemmelige indsigter under eksamen.

Reglementet om online-eksamener fra ministeriet har været udfordret. Normalt skal der være en tilsynsførende, der holder øje med, at den studerende ikke snyder. Det kan man selvsagt ikke kræve under Corona-isolationen. Så den bedste måde, embedsmændene kunne forestille sig, man så ville snyde, var ved at gemme en fordækt kumpan under skrivebordet. Vi kan ikke se den studerendes computerskærm under eksamen. Når ministeriet kan forestille sig en onlineeksamen, hvordan kan det så ikke forestille sig, at en studerende har en tekstchat kørende med én, der sender beskeder på skærmen? Den studerende har i øvrigt – selvfølgelig – et headset på. Der kan sagtens være andre end os, der taler i det, uden at vi på nogen måde kan vide det. Der er så mange nemmere og mindre risikable måder at snyde på end at klemme et supergeni ind under Ikea-skrivebordet, at det er absurd at tro det gør en forskel. Men selvfølgelig betyder det, at de studerende får ryddet op, når nu de skal filme over det hele.

Ingen snyder i øvrigt. Det gør folk helt generelt ikke. Ikke til en eksamen, og slet ikke til en eksamen hvor vi strækker os endog meget langt for at få dem til eksamen.

”Jeg skal se et billed-ID ind i web-cam’et, tak,” siger jeg til hver enkelt studerende. Jeg er intern censor. Jeg kender de fleste af dem. Deres underviser kender dem alle sammen indgående. Vi skal ikke bede om billed-ID normalt. Mere paranoia fra folk, der gætter på, hvordan mennesker i virkeligheden tænker.

Vi brainstormede selv over, hvordan vi skulle lave online-eksamen. Alt det praktiske, det der ikke gav sig udslag i fjollede tjek-lister relateret til snyd, havde vi på plads på en halv time. En leder, en sekretær og de tre, der skulle stå for eksamen. Det er ikke svært, når man allerede arbejder med IT (vi uddanner folk i at lave computerspil). Centralt i København og lokalt centralt på hovedkontoret brugte de timer på at regne det samme ud.

Selv om vi nu fysisk er på afstand af hinanden på afdelingen, så er der forskellige slags afstande. Nu forsøger de at åbne skoler og børnehaver og ministerielle embedsmænd skal gætte på, hvordan det foregår ude på skoler og institutioner rundt om i hele landet til daglig, og derpå give instrukser. Det er lige så svært for kommunernes embedsmænd. De aner da heller ingenting om praksis.

Jeg og den studerende – der lige har læst en tro og love-erklæring om, at hun ikke snyder eller optager eksamen – er betydeligt tættere på hinanden, end nærdemokratiets embedsmænd er på nærvelfærdens praktikere. Også selv om der er et webcam og ikke kun en grøn dug imellem os.

V

Det allerbedste, der er sket for mig under alt det her er en bestemt kop kaffe.

Den var hældt op i mit grønne ”Big Sleep” krus fra Penguin Books, og den blev indtaget på trappestenen ude i vores lukkede gård.

Mens jeg drak den, læste jeg Meehan Crists’ artikel ”Is it OK to have a child?” fra London Review of Books’ udgave fra 5. marts. Den handler om alle de argumenter, der er for – følelsesmæssige, eksistentielle, kulturelle – og imod – rationelle, klimabeskyttende, videnskabelige – at få børn.

Det var en halv time væk fra mine egne børn. Den yngste sov. Den ældste var distraheret af en leg, min partner stod for.

Der var ikke nogen rigtig eller forkert konklusion i den artikel. Den undersøgte bare ting. Jeg sad der med min kaffe og undersøgte med.

Ingen domme. Ingen stress. Ingen sygdom, lige i den halve time.

Og den var ikke desperat. Den var ikke motiveret af, at jeg skulle have energi til at klare mere.

Det var ikke flugt. Det var frihed.

Den eneste frihed, jeg har haft, siden 13. marts.