Oh, at være fax

A fax machine, representing the lost hope of trust

Det må være mærkeligt at være en fax-maskine.

Engang var man noget af det vigtigste i forretningslivet. Den eneste nemme måde at kommunikere troværdigt på, fordi man stadig kunne sætte underskrifter. Mennesker kunne give hånd igennem maskinen.

Men faxen er der ikke længere. Fordi der er markant nemmere måder at kommunikere på. Og det viste sig, at det ikke var så vigtigt, om de måder var troværdige. Det var vigtigere, at man kunne sige meget hurtigt, end at man kunne sige noget kort sandt.

Nu er faxen en joke. En punchline, der udveksles imellem globaliserede mennesker, der intet problem ser i, at deres kommunikation, der før var privat, nu overvåges af store virksomheder fra andre lande. ”Ha-ha,” siger de, ”hvor altmodisch med gennemsigtighed!” ’Siger de’, skriver jeg, men de skriver det jo egentlig til hinanden. På Whatsapp. Hvor de også skriver til Meta og – efter al sandsynlighed – den amerikanske stat.

Faxen står ovre i hjørnet. En god idé, der er blevet udkonkurreret og udskammet af dårligere ideer. Men det er jo ikke så mærkeligt, at dårligere sind hellere vil have dårligere ideer i sig. Det skal jo passe med den øvrige indretning.