Overraskende hemmelige rum

Jeg har lige støvsuget min bil for første gang, og der opdagede jeg, at der er ikke mindre end fire forskellige hemmelige rum i gulvet. Ikke de rum, vi alle sammen kender, hvor der ligger reservehjul eller gule veste. Nej, det er rum, der ligger ved hvert eneste sæde.

Naturligt nok tænkte jeg: ”hvad ville det være en god idé at putte ned i de her rum?”

Jeg er lidt pinligt berørt over, at min første indskydelse var: ”Obi-Wan Kenobi”.

Min næste indskydelse var en pistol.

Det er utroligt, hvor meget af min fantasi, der er blevet koloniseret af amerikansk film- og kultur. Jeg har aldrig ejet en pistol. Jeg har ingen lyst til at eje en pistol. Der er intet i min privilegerede tilværelse igennem de sidste nogle og 30 år, der har givet mig den mindste fornemmelse af, at jeg nogensinde kunne komme til at stå i en situation, hvor jeg ville have brug for en pistol.

Faktisk har jeg aldrig været i en eneste situation, der ikke ville være blevet værre af at der var en pistol involveret. Hvor akavet ville det ikke være, hvis jeg rakte ned efter min tegnebog i køen i Rema og i stedet kom til at trække min Glock 17 op? Jeg er ikke særlig god til at opsøge samtaler til fester, men jeg har svært ved at forestille mig, at det ville blive nemmere, hvis jeg var bevæbnet.

Hvorfor en pistol? De eneste situationer, jeg kender til, hvor en pistol er god, er fra film. Med den type film, jeg oftest ser, er pistolen for det meste en overraskelse. En hurtig statusændring - for at trække på de dramaøvelser, jeg tog som ung – hvor en person føler sig trynet af en anden, men så – haha! – trækker en pistol frem. Og der ligger det vel egentlig: en pistol for mig er hemmelig og mystisk, ikke praktisk. På samme måde som fire hemmelige rum i en deprimerende stor familiebil er det.

Hvad kunne man ellers gemme i et hemmeligt rum? Kærestebreve fra affærer. Dummy phones, som man bruger til at ringe til ens spionhandler. Et ekstra lager af ostepops. Alt sammen ganske rimelige ting at ville holde skjult, men hvorfor i en bil?

Og hvorfor har alle sæderne et hemmeligt rum? Har mine børn ting, der skal gemmes der, som jeg ikke må se? Jeg synes, jeg er god til at respektere deres privatliv, men måske har de alligevel en eller anden form for behov for at gemme en tegning eller en halvspist slikkepind, hvor forældrene ikke kan se dem?

Hvad med min kone? Kærestebrevene spøger igen. Men det kunne også være andre ting. Måske har hun et avisabonnement, jeg ikke må vide noget om, og disse rum – som jeg først nu i denne sene time opdager! – er det perfekte sted at gemme hver dags udgave af Berlingske. Men selvfølgelig skulle hun så også læse den i bilen, og hun bliver køresyg, når hun læser i en bil. Ja, også når den holder stille. Jeg skal ikke tale – jeg kan blive svimmel af at stå på en trappestige.

Eller hvad med mit eget rum? Jeg er ikke sådan en fyr, der har særligt styr på mit privatliv. Måske har jeg lagt noget dernede og glemt det og glemt rummet? Måske noget, der kunne fordærves? Hvad hvis alle de gyllemarker, jeg har svovlet over, når vi er kørt forbi dem, i virkeligheden var min egen æggesandwich for a rainy day, der lå dernede?

Jeg må nok hellere bare støvsuge ovenpå og så lade rummene ligge fortsat uåbnede hen.