Hvor ingen engle giver fartbøder - Mindeord for Hans-Jørgen Schanz (1948 – 2022)

Billede af Mogens Englund, hentet fra Wikipedia

Hans Jørgen Schanz vejledte min første og sidste opgave på idéhistorie. Han har betydet utroligt meget for mig. Måske så meget som noget menneske, der ikke rigtig stod mig nær. Her er nogle af de ting, jeg husker om ham.

I

Min første opgave var i antik filosofi – eller Filosofihistorie 1 – som Schanz underviste i. Han havde skrevet en bog om de europæiske ideers historie, der var et slags opgør med den tidligere professor Johannes Sløks bog om samme emne. ”Men i modsætning til Sløk,” fortalte Schanz mig senere, ”så læste jeg alle kilderne og ikke kun oversigtsværker. Så jeg havde ikke helt lige så mange fejl.” Smilet på Schanz’ læber, da han sagde det var ikke ondskabsfuldt over for Sløk, men drillende over for mig, fordi han vidst , jeg var meget betaget af Sløk.

Hvis man tog Schanz’ bog med til forelæsningerne – der var berammet til tre timer, men Schanz brugte kun én – kunne man nærmest bruge den som undertekster. Han sagde næsten ordret det, han havde skrevet i bogen. Det var ikke den fornemmelse, man kunne få af nogle undervisere, nemlig at de kun ved det, der står i bogen. Nej, det føltes som om Schanz vidste det hele, men havde fundet præcis den rigtige formulering om hver tænker eller filosofisk retning og der var derfor ikke nogen grund til at ændre på det. Andet end når der kom små stikpiller, der nok ikke var faldet i redaktørens smag – den, jeg stadig husker var det dybtfølte udbrud af afgrundsdyb afsky: ”Den ulidelige depressive tone hos Marcus Aurelius.”

Jeg var blevet stoiker i gymnasiet på grund af min latinlærer Margit, så det var underligt at se en anden person, der åbenlyst også var ekstremt klog have en anden mening. Reasonable people can disagree blev grundlagt som en følelse i mit sind den dag, fremfor bare at være noget, jeg vidste.

Når en studerende stillede et spørgsmål, blev de altid overrumplet. Hvis Schanz mente, det var et dumt spørgsmål, svarede han lidt arrogant. Hvis han mente, at man da bare kunne have læst teksten ordentligt, kunne han være sydende sarkastisk. Det har ikke været behageligt at være en af de studerende, og det var ikke en charmerende ting ved ham.

Men det fik Karsten til at udlodde en kasse øl til den studerende, der kunne få Schanz til at indrømme, at han tog fejl om et eller andet med et spørgsmål. Den udfordring kunne jeg ikke sidde overhørig. Jeg kan i dag ikke huske, hvad jeg spurgte om – hvilket ikke gør historien mere sandsynlig, det ved jeg, men vi drak jo den kasse øl bagefter – men jeg kan huske Schanz’ lille smil, da vi havde sparret foran holdet og han måtte give sig over for min kritik. Fra det tidspunkt tog Schanz mig alvorligt, og jeg turde snakke med ham – som den eneste på holdet.

Da jeg skulle skrive opgave i faget dukkede jeg op på hans kontor og forklarede ham, hvorfor det var meget vigtigt, at jeg ikke skrev min antik filosofi-opgave om Platon eller Aristoteles som alle de andre, men om sofisten Isokrates. Det havde noget at gøre med individualismen og relativismen og hvor dybt jeg følte, at epistemologi var omdrejningspunktet for alt interessant i filosofien og derfor måtte sofistikken være i centrum for min første opgave. Jeg tror, jeg talte uafbrudt i 20 min. Hans svar var: “Bare klø på!”

II

Da vi afsluttede vores grundfag på Idéhistorie ville vi fejre det med at lave en mandekalender som gave til en af vores medstuderende, der nærmest aldrig kom til timerne. Så kunne han huske os, når han nu skulle se os endnu mindre. Ja, vi var unge og – på ethvert givet tidspunkt – fulde.

Vi bevægede os rundt i Århus N og tog halvnøgne billeder på en byggeplads, i toppen af et af universitetstårnene, i elevatoren ved fredagsbaren. Jeg selv var genstand for en øm, privat fotosession med fotografen Ole, hvor jeg kælent kiggede ind i kameraet, mens jeg læste Platons Staten – splitterragende nøgen i en lænestol, folk sidenhen ikke havde specielt meget lyst til at sidde i til fester.

Som finale til kalenderen fik de andre ideen, at vi skulle tage et gruppebillede, hvor vi alle stod halvnøgne inde på Schanz’ kontor. Idéhistorie var lige flyttet i nye lokaler i Nobelparken. Der havde Schanz etableret sig i et hjørnekontor og egenhændigt besluttet, at her måtte man stadig ryge. Fordi Schanz var så ikonisk kunne afslutningsbilledet ikke rigtig være andet end at have ham stående ved siden af os på sit kontor, mens vi spændte vores – ahem – ”muskler” på overkroppene.  Men ingen af de andre turde spørge ham, så det var op til mig.

Jeg gik op til Schanz og forelagde ham ideen. At det var en gave. At vi skulle stå uden trøjer på, indsmurt i babyolie på hans kontor, og om han ville stå ved siden af.

Uden betænkningstid sagde han: ”Ok – men ingen shorts!”

Jeg kan desværre ikke rigtig tillade mig at dele billedet af Schanz, fordi der er så mange andre halvnøgne mænd på (nogle af dem nu i betroede stillinger!), men her er billedet af mig selv og endnu et citat fra Morten H.

III

Under billedet af Schanz i mandekalenderen citerede vi Morten Hauggaard Jeppesen – vores anden filosofihistorieunderviser – der havde for vane at sige meget underlige ting som henkastede bemærkninger under sine forelæsninger. Her havde vi guldkornet, bragt af Hauggard i en forelæsning om psykoanalysen, tror jeg, som han ikke helt købte ind på, blandt andet fordi: ”Alt hvad jeg drømmer, det er stort set altid FULDSTÆNDIG KOMPLET SYRET!”

En af mine egne mest syrede drømme involverede Schanz.

I drømmen havde han og jeg bygget en flyvende cykel. Sådan i komplet Leonardo da Vinci-stil med pedaler og vinger, der bevægede sig op og ned. Schanz havde instrueret mig i, hvordan den skulle sættes sammen, fordi han ville bruge den til at flyve over Atlanten og deltage i en Hannah Arendt-konference. Jeg skulle med som motor.

Desværre kom vi kun cirka halvvejs over verdenshavet, før mit bentøj ikke kunne mere. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg egentlig, at det var ret godt klaret. Det var en tandem, men Schanz nægtede i drømmen at træde i pedalerne. ”Hvorfor skulle jeg ellers have taget dig med?” spurgte han. Jeg er ret sikker på, der må have været noget yderst undertrykt usikkerhed i forbindelse med det speciale, jeg skrev – som Schanz vejledte og som inddrog Hannah Arendt – der lå til grund for den drøm.

Vi dalede faretruende ned mod vandet, mens Schanz skældte mig ud. Men pludselig blev vi reddet! Vi landede på en gigantisk ørn, der med en dyb, rungende stemme spurgte: ”Skal I have et lift?”

”Nej!” vrængede Schanz.

”Jo tak,” pustede jeg.

Schanz lagde armene over kors og en sort røgsky samlede sig over hans hoved som når en Storm P-figur bliver harm. Skyen kom helt bogstaveligt frem, hvilket var en af fordelene ved, at det var en drøm.

”Hvordan,” pustede jeg lidt efter til ørnen, ”hvordan er du blevet så stor?”

Ørnene lo og svarede: ”Det er fordi jeg siger JA til at blive større!”

”Ævl!” vrængede drømme-Schanz.

Den drøm sidder stadig i mig. Som en stemning, jeg ikke kan udtrykke på andre måder end drømmen selv.

Jeg tror, at ørnen i drømmen lignede den, der var i baggrunden i et level i det gamle Golden Axe-spil - eller at det i hvert fald var der, min hjerne havde det fra. Ørnen i drømmen var mere munter.

IV

Jeg skrev speciale ved Schanz og ville skrive om privacy. Det var i 2008/9 og ingen skrev om den slags i Danmark dengang. Jeg forsøgte efter afleveringen at få manuskriptet afsat til flere forlag, men de havde alle sammen meget svært ved at se, hvad verden dog skulle bruge en filosofihistorisk, politologisk og feministisk funderet model til at skelne imellem privat og personligt, samt en analyse af hvilke magt- og samtykkeforhold, der var involveret i at konstituere forskellen. Ikke engang min geniale analyse af et Facebook-opslag, Lars Løkke Rasmussen havde skrevet om sin nye hund kunne overbevise dem. Mange år senere forsvandt den hund, men blev fundet igen efter Lars Løkke efterlyste den på Facebook. Siden dengang havde mange skrevet om det samme, og sikkert – jeg har ikke fulgt med – skrevet noget lignende, som jeg skrev.

Schanz og jeg diskuterede Kant, Arendt og menneskerettighederne i vejledningen. Han kom med mange gode input, og jeg fandt en måde at citere ham i opgaven også, som jeg tror gjorde ham tilfreds. Min specialetilgang var irriterende for ham, jeg delte kontor med, Karsten. Han sad dag ud og dag ind og skrev og skrev og rettede og rettede. Jeg droppede ind engang om ugen, satte mig ned og skrev et kapitel, som jeg så tog med over til Schanz og snakkede om. Ellers gik jeg bare rundt og tænkte.

Tækning var et ord, jeg drog ud af Schanz og ud af hans væremåde. Jeg tror ikke, jeg gav ham meget andet, han ikke kunne have fået fra andre, end råd til, hvilken hat han skulle købe.

Det kom vist nok i stand, fordi jeg som medlem af foredragsforeningen Idéhistorisk Forening havde været med til at sætte et dobbeltforedrag med Schanz og Søren Krarup op. Der kom så mange til denne titanernes kamp – den gamle, nu småkonservative marxist mod Tidehvervs eget medlem af Folketinget! – at vi blev nødt til at flytte fra Richard Mortensen-stuen til den hyggelige Staklade.

Jeg gik altid med hat dengang. Det var en uskyldig tid, hvor det ikke var et tegn på, man var en douchebag, bare excentrisk. Da Søren Krarup gav hånd til alle os arrangører efter foredraget sagde han: ”Jeg kan godt lide din hat,” til mig. ”Tak,” svarede jeg: ”Den er er fra Disneyland.” Det var den! En Indiana Jones-hat fra Disneyland. Schanz overhørte det og jeg kunne se, han smålo af, hvordan sådan en ung idiot kunne svare et nationalkonservativt fyrtårn så kækt igen. Så han spurgte mig ud om hatte en enkelt gang. Senere dukkede han op med en meget dyr hat fra Magasin, der også var lidt Indiana Jones-agtig, bare mørkeblå og mere stilet end mit merch. Han havde tydeligt bedre smag end jeg.

Da mit speciale var færdigt og jeg skulle aflevere var finanskrisen i fuld sving. Alle vidste, der ikke var nogen jobs. Schanz spurgte mig til den sidste vejledningsgang: “Nå, har du nogen krav til en censor?”

“En, der er hurtig,” sagde jeg, “så jeg kan få en prægodkendelse og komme på dagpenge.”

Schanz smilede skælmsk. “Så ved jeg lige præcis hvem.”

Det hele var praktisk, ikke sandt? Men også vittigt. Man navigerer og man råder og man vælger det, der giver mening. Søren Krarup kunne lide min hat, men ikke min vittige bemærkning. Privacy var ikke noget for Gyldendal eller Universitetsforlaget, men jeg fik mine dagpenge og efter censor havde læst igennem igen også et 12-tal.

Schanz have i løbet af min tid på idéhistorie forarget mange af mine medstuderende ved at give et interview, hvor han sagde, at ingen kunne bruge en middelmådig idéhistoriker til noget som helst. Det gjorde mig glad på en måde ingen anden karakter (okay én, min latinkarakter i gymnasiet, men det er en meget andet historie) nogensinde har gjort, at han ikke syntes, jeg var en middelmådig idéhistoriker.

V

Mange har formet mig i mit liv. Schanz var bestemt en af dem. Jeg skylder ham meget munterhed, skarphed og at man skal have respekt for velargumenteret uenighed. “Man skal stå fandens tidligt op for at diskutere med en jesuit,” som han sagde.

Som alle der dør, eksisterer Schanz nu ikke mere. Men han findes stadig. Jeg finder ham flere gange om ugen, når min hjerne møder verden og den del af mit forståelsesfilter, han har givet mig fremkommer med en forklaringsmodel, jeg uden ham havde manglet.

En overgang arbejdede jeg på en bog om Johannes Sløk. Schanz, der fik den titel Sløk forlod som professor i idéhistorie, havde været bannerfører i studenteroprøret mod Sløk. Jeg interviewede Schanz om det til bogen (der aldrig blev til noget). Han fortalte, hvordan de havde trukket Sløk igennem nærmest uendelige plenummøder for at diskutere de mindste småting på studiets indretning. Sløk hadede det bureaukrati som den marxistiske studenterbevægelse havde som modersmål og han hævnede sig på en række forskellige måder. Schanz og de andre studerende gav igen, og i det hele taget blev det hurtigt en situation, hvor alle bare ødelagde hinanden og ødelagde studiets læringsfællesskab.

Derfor mødtes Sløk og Schanz på Fatter Eskil – der stadig ligger i Skolegade, og hvor jeg selv har spillet og drukket – over først én fadøl, men hurtigt mange flere, og hamrede en fredsaftale sammen. Den gjorde det tåleligt indtil Sløk forsvandt over i det teologiprofessorat, han ikke havde fået tidligere (og som var grunden til, at idéhistorie blev oprettet som fag!).

Schanz fortalte med fortrydelse om, hvordan de havde genereret hinanden så meget. Men det havde kun taget den første fadøl at lave fredsaftalen. Resten af øllene havde de diskuteret tænkning, ideer, historie. Det var tydeligt et gennembrud for Schanz der. Et gennembrud, jeg kunne genkende mig selv i.

Hvis der er en himmel, tænker jeg, at et bud kunne være Fatter Eskil, lige efter man har fremdrukket en fredsaftale med en hadet, kompetent fjende, der er lige så arrogant som én selv – fordi han har lige så meget at have det i.

Men hvis Schanz er et sted nu, er det ikke nødvendigvis på en bar. Jeg tror snarere, han kører for hurtigt i en Jaguar på det stykke motorvej i himlen, hvor ingen engle giver fartbøder.

Æret være hans minde.