Stjernernes værdi

Du ved, alle de der ting, Scorsese har sagt om Marvel-filmene? Jeg ville ønske, han havde set Star Wars: The Rise of Skywalker først.

Spoilers for den film og de andre Star Wars-film herfra.

1

Jeg sad de første tre-fire minutter af filmen og alt i min hjerne skreg ”det her giver ikke mening!” Åbningsteksten bygger ikke ovenpå det, der kom før, den siger bare: ”Så, nu sker det her!” Det visuelle sprog, der typisk er i en Star Wars-film brydes ved at have en action-montage først og ikke en bevægelse fra rummet til karakterne. Kylo Ren tager hen for at finde den genfødte kejser, som vi må forstå har været bag det hele i de sidste to film. Det kom som en overraskelse, ikke mindst for dem, der skrev de sidste to film, men sådan set lige så meget hvis man har bare har set dem.

Det lyder måske lidt mærkeligt, fordi instruktøren af denne her film, JJ Abrams, også var instruktøren på den første af de nye film, The Force Awakens. Én ting er, at kunne påstå, han og producerne ikke har planlagt ret meget af den overordnede linje igennem hele trilogien. Det er ret tydeligt, de ikke har gjort det i særligt stort omfang. Men har han virkelig ikke set sin egen tidligere film? Selvfølgelig har han det, men han har ikke rigtig lyttet til den.

Vi overvurderer i helt urimelig grad, hvor vigtig planlægning er for den kreative proces. Johannes Sløk skriver i sin selvbiografi Mig og Godot!, at et at problemerne med, hvordan den akademiske verden udviklede sig i hans levetid, var at man til sidst blev nødt til at vide, hvad man ville konkludere, før man begyndte at skrive en afhandling, for ellers fik man ikke ideen godkendt. Men hvis man allerede ved, hvad man vil sige, hvorfor så lave alt det andet arbejde?

Selvfølgelig er planlægning vigtig, specielt når man arbejder med så store og komplicerede produktioner som en Star Wars-film. Men det er mindst lige så vigtigt, at man ud forstår hvad det er, man kan og skal planlægge, og hvad man bliver nødt til at navigere i som det opstår. Planlægningen er rammen, men den skal være bred nok til, at man kan bruge de svar, der dukker op, mens man optager og klipper.

Nogle gange tænker jeg, at det måske bare er fordi, andre folk ikke har spillet jazz. Der er akkordrundgangene og melodilinjen den første plan, som man så udforsker ved at spille igennem igen og igen og tænke skabende eller skabe tænkende. Men vi tror, at vi skal planlægge det hele fra starten, når vi skriver en opgave eller laver en film.

Folk ser for eksempel Marvel-filmene og tænker, at det godt nok er planlagt godt, at de kan hænge så godt sammen. Men det er jo i virkeligheden fordi Marvel-folkene ser deres egne film igen og reagerer på de ting, der er sket i dem – ikke fordi der er en forkromet, superdetaljeret plan. Kevin Feige har selvfølgelig en overordnet plan, men det er ret tydeligt ud fra ting som at det ikke var meningen, at tesserakten skulle have været en uendelighedssten og at det var Joss Whedon, der fandt på at sætte Thanos ind efter rulleteksterne i Avengers, at der er ret vidde rammer inden for den plan.

Feige lytter. Til det, han selv siger og tænker, men også til det, der ender med at være på skærmen.

Det har Abrams ikke gjort med The Rise of Skywalker.

Det mest tydelige eksempel på, at Abrams har nægtet at lytte til de tidligere film er, at Rey går fra at være datter af ”nobody” – en helt central pointe i den udvikling af Star Wars som franchise, The Last Jedi var – til at være datter af Kejser Palpatine himself. Og ikke nok med det: Luke og Leia har begge to vidst det hele tiden, fortæller Luke os som force ghost i Rise, de ville bare ikke sige det, fordi…ikke rigtig af nogen grund.  

Man kan sammenligne det med afsløringen i de gamle film af, at Lukes far var Darth Vader. Det er meget tydeligt, at den første Star Wars film – der efterfølgende blev omdøbt til A New Hope – blev lavet uden at Vader var Lukes far, og alligevel bliver det skrevet ind i The Empire Strikes Back. Men forskellen er enorm. Lukes konflikt i Empire er, at han hader Darth Vader på grund af det han ved om ham fra Hope og er bange for at blive som ham. George Lucas og Lawrence Kasdan har lyttet til Hope og bygget videre på det de hørte. Det var ikke planlagt, men det kunne sagtens hænge sammen, så længe man accepterede, at Obi-Wan Kenobi skulle bruge nogle kræfter på at forklare sig. Det gav tematisk mening og det var ikke direkte imod pointen i den tidligere film – det tilføjede bare noget til det.

Men ikke nok med, at Abrams ikke lytter til andres tidligere film; han lytter heller ikke til sin egen. Der bliver for eksempel i Awakens lagt kraftigt op til, at der er en væsentlig og stærk grund til, at Maz Kanata har Lukes lyssværd. I Rise virker det nærmest som om, det er blevet glemt, at hun havde det, og at det vist måske var Leia, der havde det? Maz Kanate er med i Rise, men ikke rigtig af nogen grund, andet end at give Chewbacca en medalje til sidst i en lidt sørgelig gestus, fordi ingen andre end Maz og Chewie lægger mærke til det midt i festen. Jeg ville være et muggent, bevægeligt tæppe.

Men ikke nok med, at han ikke lytter til sin egen anden film, han lytter ikke engang til den film, han er i gang med. Der er mange eksempler, men lad os tage et enkelt, intimt et. Abrams konstruerer en situation, hvor C-3PO bliver nødt til at ofre sine minder og sin opbyggede personlighed for at oversætte noget fra sith-sprog. Scenen op til det sker er konstrueret glimrende. 3PO protesterer rimeligvis over, at Finn er superklar på at ofre droiden, men Rey spørger 3PO om deres odds for at vinde, hvis han ikke ofrer sig. Et godt eksempel på, at Abrams faktisk også godt kan lytte og bruge gamle film kreativt og nyt. 3PO tager nærmest tårevædet afsked med replikken: ”I’m taking one last look at my friends”, bliver lagt på droideoperationsbordet og…siger så ”vent! Jeg har en anden idé!”, men de myrder ham alligevel. Abrams lytter ikke engang til den fine scene, han lige har konstrueret, men underminerer den.

Eksemplerne på, at filmen ikke hænger sammen fra det ene gode/sjove øjeblik til det næste er legio. Kejserens plan skifter fra scene til scene; Zorii Bliss introduceres som at hun hader Poe, men giver ham en scene senere uden forklaring sit kæreste eje; man kan aldrig krydse havet, siger Jannah, men det gør de alligevel lige bagefter; og så videre og så videre. Filmen etablerer konstant regler og stemninger, der så bliver modsagt lige bagefter.

Det er ikke en film, der hænger sammen. Hverken med resten af franchisen eller med sig selv. Så det er med andre ord ikke en god film.

2

Men jeg grinede da af Landos charme. Jeg klappede i mine små hænder, da Wedge dukkede op. Jeg syntes, det var superskægt, da rumhestene red hen over en stjernedestroyer.

Og mest af alt grinede jeg glad og fro, da General Hux manisk udbrød: ”I’m the spy!” efter at have skudt tre stormtroopere ned. General Hux stod for folkemordet i Awakens. Han var i centrum for udryddelsen af modstandsbevægelsen i Last Jedi. I Rise er han supersjov.

Hvordan?

Fordi de enkelte øjeblikke generelt er supergode.

(Nogle af dem er ikke. Specifikt er alt med Luke og Leia ret ringe, dels fordi Leia jo er klippet ind af gamle optagelser og derfor ikke har nogen kemi med dem, hun spiller med, og dels fordi Lukes ene scene primært er der for at sige ”Alt det der, nogen ikke kunne lide med min karakters udvikling i Last Jedi, det var bare noget pjat, som vi godt kan glemme igen.” Rose fungerer heller ikke, fordi hun kun er med, fordi Abrams blev nødt til at have hende med, I guess? Han er i hvert fald ikke interesseret i hende og skynder sig at give Finn alle mulige andre at snakke med)

Det er fedt at se Ian McDiarmid overspille til perfektion én gang til. Der er supergod kemi mellem Poe, Rey og Finn og det føles som Kammerater i Rummet på sammen måde som det gjorde i Hope. C-3PO er megamorsom uden at blive belastende. Der er faktisk nogle interessante lyseffekter. Forbindelsen mellem Rey og Kylo Ren bliver brugt til vildt fede scener.

Det er en film fyldt med superfede ideer. Hvis man kan slukke for sin hjerne og ikke tænke over, om de giver mening i sammenhæng, er man virkelig godt underholdt.

Det gjorde jeg, mens jeg var i biografen. Det var en herlig oplevelse. En theme park, som Scorsese sagde om Marvel-filmene. Men hvor Marvel-filmene enten har et bundniveau, hvor de trods alt ikke bliver dårligere igen af at man tænker mere over dem – eller faktisk bliver bedre af og til – så bliver Rise kun dårligere af, at jeg tænker videre på den. Så det er også derfor jeg skriver det her, så jeg kan holde op med at tænke på den og i stedet bare huske, hvor meget jeg grinede og klappede. Det er en film, der i den grad belønner, at man bare er med på den, og det er også ganske fint.

Den eneste undtagelse i forhold til at tænke videre er, at de gode i den sidste kamp skal smadre et navigationstårn på en planet. Det opdager de onde, de gode vil, og derfor slukker de det tårn og tænder et andet oppe på en stjernedestroyer. Så flyver de gode deres rumheste derop og smadrer det tårn i stedet. Hvorefter de onde…ikke tænder det andet tårn.

Men her er det faktisk sjovere at forestille sig den ene oprører, der har meldt sig frivilligt til at blive nede ved det første tårn og springe det i luften i ro og mag, mens den vildeste psyko-rumkamp foregår oven over ham. Jeg forestiller mig, han tygger på en figenstang imens.

3

Jeg var det yngste medlem af Star Wars Fanklub Danmark. Jeg var i Snurre Snups Søndagsklub og i Jyllands Posten for at fortælle om at være Star Wars Fan. Mine første trykte udgivelser var Star Wars fan fiction. Jeg vandt en pris online for den fan fiction, jeg skrev og udgav på min egen Geocities-side. Jeg var med til at skabe en fan fiction alternativ fremtid for Star Wars-universet i et forfatterkollektiv med en masse fra USA. Jeg havde en talentfuld penneveninde, som jeg skrev sammen med om Star Wars. Jeg var klædt ud som Han Solo til nat-premieren på The Phantom Menace, som jeg så måske fem gange i biografen. Mit kæreste eje var i mange, mange år Star Wars Technical Manual med udfoldelige arkitekttegninger over rumskibe og anatomiske tegninger af væsnerne. Jeg designede mine egne udvidelseskort til Deciphers Star Wars-kortspil og sendte dem ind til firmaet. Jeg læste bøgerne, spillede spillene og legede legene.

Star Wars var en verden, som man kunne træde ind i. En verden, der blev større og gjorde mig større af at jeg tænkte i den og drømte videre på den.

Nu er franchisen endt med at være det, som Scorsese skælder superheltefilmene ud for at være, og som mine forældre også en overgang regnede med, det var: kun og udelukkende kommercielle produkter, der kan underholde, men ikke belønner mere engagement.

I den fine podcast, Kotaku Splitscreen lavede om Rise – som de synes er væsentligt dårligere end jeg syntes – siger Maddy Myers, at vi har overlevet dårlige Star Wars-film før.

Sidste gang jeg var inde at se en afslutning på en Star Wars-trilogi var det Revenge of the Sith. Det er en dårlig film. Men den belønner, at man engager mere med universet. Som bevis på det, kan man bare se tegnefilmsserien Clone Wars, der faktisk får hele prequel-serien til at give mening og løfter den æra i franchisen op, præcis som fan fiction, brand building og engagement kan gøre det med mange andre dårlige ting (Skeletor og Prins Adam som memes har for eksempel reddet He-Man-franchisen totalt).

Da jeg så Sith var jeg lidt trist, fordi det var en dårlig film. Men jeg var ikke uengageret i Star Wars mere. Jeg kom over det, fordi der stadig var en verden, jeg kunne brygge videre på.

Rise virker ikke sådan. Rise virker som om, jeg skal sætte mig ned og nyde, men ikke være med.

Det er fint nok og det er en sjov film. Men det er ikke det, der gav Star Wars værdi.